KIG IND
Nørager Kultur-
og Medborgerhus

Kunstudstillinger


Kunstudstilling den 02. marts - 30. april 2014
med Else Kørschen og Lene Purkær Stefansen

Fernisering:   Der er fernisering på udstillingen søndag, 02. marts 2014 kl. 15.00.  
         Musik:    Et lille orkester fra Himmerlands Folkemusikskole leverer musikalske indslag ved ferniseringen.                             
Udstillingen er åben:   Mandag kl. 10-16, tirsdag og torsdag kl. 09-12

Tekstilformgiver Else Kørschen
Else Kørschen bor i Ramme ved Lemvig.
Hun er uddannet tekstilformgiver fra Designskolen i Kolding i 1990 og væver i dag med metal - primært kobber. Det er en hel speciel væveteknik, hvor der ofte anvendes kobbertråde fra gamle ledninger.

Hun skaber fortrinsvis ikoner og vævede rumdelere og arbejder med kontrasterne mellem det matte og det blanke, det kompakte og det fjerlette, det rå og det fine. Det kan være en mat, rå metalflade, der har fået følgeskab af et stykke blankt metal, der på den rå baggrund nærmest fremstår som en fin, skrøbelig blonde.   

Det er ikke tilfældigt, at Else Kørschen har kastet sig over metallet, som det foretrukne materiale på væven. Hendes far producerede metalvarer, og det har givet hende lysten og inspirationen til at kombinere de gamle, bløde væveteknikker med de hårde, formfaste materialer.

Else Kørschen finder mange af sine materialer på skrotpladser, hvor metallet har fået patina og bærer præg af at have gjort nytte i andre sammenhænge. Ved at kombinere genbrugsmaterialerne med nye, finere materialer opstår der nyskabende, harmoniske og inspirerende kunstværker.

Hjemmeside: www.elsekorschen.dk  

Tekstilkunst af Else Kørschen



 "Ægte kærlighed" af Lene Purkær Stefansen
 



Skulptør Lene Purkær Stefansen
Lene Purkær Stefansen har værksted i Aalborg og bronzestøberi i Svenstrup.
Hun udtrykker sig primært i bronzeskulpturer, der udtrykker livets små og store begivenheder - det samspil, der på godt og ondt foregår mellem mennesker - men oftest udtrykker det en kærlighed til livet.

Jeg forestiller mig, hvordan det kunne se ud - jeg laver skitser, tegner løs og pludselig danner der sig billeder af en skulptur, jeg kan gå i gang med at producere, siger hun.

Jeg vil gerne udtrykke mine følelser, men ikke fortælle en hel roman.
Jeg præsenterer altid mine skulpturer sammen med nogle få ord, der skal sætte tankerne i gang hos den, som betragter værket.

Efter skitsearbejdet laver jeg en model i ler, polyphor eller træ.
Denne skulptur pakkes i en sandform - modellen fjernes fra formen, og hulrummet i sandformen fyldes herefter af det flydende bronze.
Til sidst skal skulpturen slibes, poleres og evt. patineres.

Hjemmeside: www.lenepurkaer.dk