KIG IND
Nørager Kultur-
og Medborgerhus

Kunstudstillinger


Kunstudstilling den 05. januar - 28. februar 2014 med
Melaine Christensen, Birgit Kvorning og Zofia Karen Enevoldsen

Fernisering:   Der er fernisering på udstillingen søndag, den 05. januar 2014 kl. 15.00.  
                                 
Udstillingen er åben:   Mandag kl. 10-16, tirsdag og torsdag kl. 09-12 eller aftale kan træffes med Biblioteket.

Billedkunstner Melaine Christensen
bor i Dollerup ved Viborg. Som jordemoder gennem 32 år er Melaine Christensen kommet vidt rundt i verden, og trangen til at rejse og opleve har ikke sluppet sit tag i hende.
Hun har været med til at bringe mange af naturens undere til verden - både som jordemoder og som billedkunstner. Hun har nu valgt at kvitte gerningen som jordemoder til fordel for et liv som kunstner på fuld tid.

Melaine Christensen dyrker skønheden og det enkle i naturen.
Hun har som regel en skitsebog på sig. Former, streger, mønstre og farver som naturens hånd har skabt, får gennem hendes hånd nyt liv på papiret.
Hjemme i atelieret gør hun brudstykkerne til helstøbte billeder, der befinder sig et sted mellem det abstrakte og det naturalistiske.

Ved at rejse og opholde sig i andre lande har Melaine fundet inspiration og forståelse for andre kulturer. Selv malerierne fra det fattige Afghanistan fremstår som eksempel på landets skønhed og den store forskel på lys og skygge. Med en følsom farvesans maler hun huse og minareter med støvede, violette, rosa farver.

"Mine billeder er ikke bare glansbilleder for skønhedens egen skyld. De skal gerne have en nerve, så de kan flytte noget. Mit håb er, at beskueren kan finde hvile i dem - at de kan give en sjælens fred. Sådanne pusterum har vi efter min mening alt for få af", siger Melaine Christensen.

Hjemmeside: www.melainechristensen.dk 

Maleri af Melaine Christensen



 
Raku brændt keramik af Birgit Kvorning

 


Keramiker Birgit Kvorning
bor i Løgstrup ved Viborg.
Birgit Kvorning blev uddannet som keramiker i København. Da hun gik på gymnasiet, havde hun fritidsarbejde på Frilandsmuseet - og det gav hende interessen for keramikken.

For mange år siden fik hun installeret en stor ovn, der kan anvendes til meget store emner - ca. en meter x en meter.
Hun arbejder sammen med andre kunstnere, som f.eks. Melaine Christensen. Hun udstiller kun nogle få gange hvert år, for hun vil gerne have noget at vise frem.

Birgit Kvorning er natur menneske - glad for haven og for havens fugle og planter. Meget af den kunst, hun skaber, har hentet inspiration i fugle, planter, spirer o.l.
Hendes kunstværker starter med en ide, som hun tegner en skitse af, mens hun lytter til god musik. Så laver hun en lille model, for måske holder ideen ikke, når man ser den fra andre sider. Derfor går der ofte flere uger med at fremstille tingene. Birgit Kvorning laver også ting i bronze samt raku-brændt keramik.

                                     
                                       


Zofia Karen Enevoldsen
er guldsmed og smykkekunstner.
Hun udstiller ofte sammen med de to andre kunstnere.

Zofia Karen Enevoldsen deltager i udstillingen i Kig Ind med et udvalg af sine meget flotte unika smykker, men kun i perioden:
05.- 24. januar.

Smykkerne er udstillet i tre montrer i Mellemcaféen, og køb af smykkerne kan aftales med Birgit i Kig Ind (Tlf. 3062 2591)